PRESSEMEDDELELSE MOLSLINJEN

Rekord på Fanølinjen

10. januar 2022

Fanølinjens færgerute mellem Esbjerg og Nordby på Fanø har sat rekord i 2021. Aldrig før i
rutens historie har der været flere biler og passagerer med til og fra øen i Vadehavet.

Der har været travlt hos Fanølinjen i 2021. Rederiets opgørelse over trafiktallene fra sidste år
viser, at der aldrig før i rutens historie har været flere passagerer og biler med på trillinge færgerne,
Fenja, Menja og Grotte, som sejler mellem Esbjerg og Nordby på Fanø.

I 2021 blev der solgt hele 1.928.920 ture til og fra Fanø. I samme periode fragtede de tre
Fanøfærger 467.130 biler til og fra øen. De mange biler og passagerer blev fordelt på i alt
33.431 afgange – også det er flere end nogensinde.

I 2020 var tallet for antal rejsende 1.809.670, og antallet af biler var 445.790. Afgange i 2020
var 32.674.

”Mange gæster betyder, at vi kan sejle med tre færger og dermed både reducere ventetiderne
og sætte flere afgange ind”, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Fanølinjens flåde blev sidste år udvidet med el-færgen Grotte, som hurtigt blev populær på
ruten, hvor de to andre færger sejler på bio-brændstof, som gør overfarterne til øen
klimavenlige.


”Med tre færger kan vi sejle endnu flere afgange i 2022 og gøre adgangen til Fanø endnu
nemmere og mere smidig for både fastboende og for de vigtige turister til øen”, siger Jesper
Skovgaard.

For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR- og kommunikationschef, Jesper
Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk