Kendt sejlplan kan bevares
Bornholmslinjen har meddelt Transportministeriet, at den nuværende kendte sejlplan kan bevares. Det er resultatet af mødet mellem rederiet og Trafikkontaktrådet for Bornholm i sidste uge.
Bornholmslinjen har meddelt Transportministeriet, at rederiet accepterer sidste uges høringssvar i Trafikkontaktrådet for Bornholm, som ikke ønskede en sejlplan med overfarter med forlænget sejltid.
”Vi havde ønsket os en lidt længere overfart på grund af de helt åbenlyse forandringer, der er sket for vores færger omkring ombygningen af Rønne Havn samt de nye krav fra myndighederne, som den ændrede sejlrute har udløst. Men det giver ingen mening for os at indføre en sejlplan, som Bornholm ikke ønsker”, forklarer Molslinjens administrerende direktør, Kristian Durhuus.
Ændringerne i havnens design har betydet, at færgerne har skullet sejle meget hurtigt for at overholde sejlplanen, og det har resulteret i et øget pres på færgens motorer og et øget forbrug af brændstof på hver dobbelttur på små 10 procent.
”Problemerne med et kraftigt øget olieforbrug og et stort pres på vores maskineri forsvinder jo ikke. Længere sejltid var vores veldokumenterede og bedste bud på en løsning, så nu går vi i tænkeboks sammen med Transportministeriet for at finde en anden vej rundt om de problemer, som vi er nødt til at adressere og få kompensation for", siger Kristian Durhuus.
Udover de allerede dokumenterede og påviste forhold har Molslinjen desuden igangsat uvildige simuleringer af ind- og udsejlingsforholdene ved Rønne havn i sin fremtidige ombyggede form med henblik på at fastslå, om der vil komme sikkerhedsmæssige udfordringer i forhold til besejlingskontraktens krav om sejlads op til 16 m/s for hurtigfærgerne og op til 23 m/s for de konventionelle færger.
For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR & Communications Manager, Jesper
Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk