PRESSEMEDDELELSE MOLSLINJEN

Færger får en travl vinterferie

11. februar 2022

Mens corona trækker sig tilbage, gør danskerne klar til at holde vinterferie. Og mens
skipisterne i Sydeuropa lokker, så ser det ud til, at mange danskere holder deres vinterferie
hjemme. I hvert fald oplever alle Molslinjens færgeruter lige nu usædvanligt mange
bookinger i de kommende uger.

Molslinjens færger får travlt i de kommende uger, når danskerne tager på vinterferie. På tværs
af alle ruter oplever rederiet usædvanligt mange bookinger. Samlet set er der på tværs af alle
ruter hele 37 procent flere bookinger sammenlignet med samme periode i 2020, hvor den
sidste normale vinterferie blev holdt.

Tal er trukket på bookinger frem til og med den 8. februar til rejser mellem den 11. februar
til den 20. februar 2022.

”Det fortæller os, at mange danskere fortsat holder ferie hjemme og er helt klar på den første
rigtige ferie, siden corona-restriktionerne forsvandt. Vi har allerede hævet bemandingen på
vores færger og gør klart til at have rigtigt travlt”, siger Molslinjens kommercielle direktør,
Jesper Skovgaard.

Særligt Bornholm, Samsø og Fanø ser ud til at kunne glæde sig til mange besøgende i
vinterferieugerne, men også på Kattegats hurtigfærger er der næsten 40 procent flere
bookinger i år end i 2020.

”Normalt er vinterferie ikke som sådan højsæson for færgerne, men det ser anderledes ud i
år, hvor en slags normalitet er ved at indfinde sig efter en lang corona-vinter”, siger Jesper
Skovgaard.

Skolernes vinterferie i Danmark falder i ugerne syv og otte, mens den Bornholmske vinterferie
holdes i uge ni.

Molslinjen sejler med ruterne Bornholmslinjen, Samsølinjen, Langelandslinjen, Alslinjen og
Fanølinjen samt hurtigfærgerne på Kattegat mellem Jylland og Sjælland.

For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR- og kommunikationschef, Jesper
Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk