PRESSEMEDDELELSE MOLSLINJEN

Express 5 sætter nye standarder for komfort

14. juni 2022

Express 5 bliver leveret til Bornholm med en omfattende komfortpakke. En hel række af
forskellige systemer vil arbejde sammen på færgen for at give passagererne den bedst
mulige oplevelse i den urolige Østersø.

Østersøen omkring Bornholm kan være en svær samarbejdspartner, når hurtigfærgerne skal
bringe passagerer frem og tilbage mellem Rønne og Ystad. Men den kommende Express 5 til
Bornholm bliver leveret med en omfattende komfortpakke designet helt specielt til det
daglige arbejde i det urolige farvand.

På hvert skrog bliver Express 5 udstyret med t-foils foran og med trimtabs agter. De to
systemer sørger for at stabilisere færgens fire hjørner. Derudover får Express 5 i hvert skrog
agter et såkaldt T-max ror, som hjælper med at holde færgen retningsstabil i vandet. Det
betyder, at de tre systemer hele tiden samarbejder om at sikre et højt komfortniveau i al slags
vejr.

”Og mest af alt er Express 5 udstyret med helt moderne software udviklet specielt til færgen
og til Østersøen, som gør, at alle tre systemer arbejder sammen på den bedste måde”,
forklarer kordinerende kaptajn på Bornholmslinjen, Kasper Sommer.

Systemer og software skal tilsammen sikre så rolig en overfart som muligt, når det blæser og
bølger i Østersøen.

”I dårligt vejr vil der altid være bevægelser i et skib, og der vil altid være nogle, som finder de
bevægelser ubehagelige – men med Express 5 får vi de mest moderne hjælpemidler, som en
hurtigfærge kan have”, siger Kasper Sommer.

Express 5 leveres til Bornholmslinjen i slutningen af 2022. Herefter skal færgen sejles hjem og
klargøres, inden den sættes i drift i løbet af første kvartal 2023.

For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR- og kommunikationschef, Jesper
Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk