PRESSEMEDDELELSE MOLSLINJEN
Coronapriser gav mere gods
17. januar 2022
Molslinjens hurtigfærger havde i 2021 næsten dobbelt så mange lastbiler med som året før.
Under coronakrisen var der god plads på færgernes vogndæk, og da priserne blev sænket
med op mod 45 procent, strømmede lastbilerne til.
Corona fik politikerne til at bede danskerne om at blive hjemme i 2020 – så det gjorde de. Det
gav plads på vogndækkene på Molslinjens hurtigfærger på Kattegat, hvor der var færre
personbiler end normalt. Til gengæld var fragten ikke så påvirket af corona.
”Der skulle nærmest endnu flere varer frem og tilbage mellem landsdelene”, siger Molslinjens
kommercielle direktør, Jesper Skovgaard. Han valgte helt enkelt at sætte priserne på lastbiler
ned. Priserne blev mellem 33 og 45 procent billigere i foråret 2020.
Siden er priserne holdt i ro, og det kan ses på Molslinjens overførselstal for hele 2021, hvor
antallet af overførte lastbiler er steget fra 6.028 i 2020 til 10.429 i 2021. En stigning på 73
procent.
”Det er klart, at vi med reducerede priser ikke kan holde den samme indtjening, men den
øgede fragtmængde har været med til at hjælpe os gennem perioder med mindre privat
trafik”, siger Jesper Skovgaard.
Det er mest den lette fragt, som finder vej over Kattegat, da færgerne har et maksimum på 40
ton for den enkelte lastbil. Lastbilerne passer godt ind i privattrafikken, hvor de fyldte færger
oftest findes omkring weekender, mens lastbilerne typisk rejser i hverdagene.
”Vi er i konkurrence med broen over Storebælt her. Staten har af flere omgange valgt at sænke
priserne – og så følger vi med”, siger Jesper Skovgaard.
Det koster omkring 1200 kroner plus moms at få en lastbil med på en af Molslinjens
hurtigfærger på Kattegat.
For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR- og kommunikationschef, Jesper
Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk