PRESSEMEDDELELSE MOLSLINJEN
Kombardo Expressen kører til CPH
23. februar 2022
Kombardo Expressens busser kører til lands, til vands – og nu kan buspassagererne også
vælge ture, som kan slutte i luften. Busserne har fået et permanent stoppested ved
Københavns Lufthavn, CPH.
Når Kombardo Expressens busser fra april skal fragte buspassagerer mellem Jylland og
Sjælland, bliver det med et ekstra stop i den ene ende. Nu udvider Kombardo Expressen
nemlig ruten, så udvalgte ruter med start i Aalborg, Viborg og Herning får endestation i
Københavns Lufthavn.
”Der har længe været et ønske fra vores passagerers side om at kunne køre helt til lufthavnen
med Kombardo Expressens busser, og vi kan se, at interessen er stigende. Derfor vælger vi nu
at udvide og køre hele vejen til Københavns Lufthavn, så vi kan gøre rejsen endnu mere
behagelig for vores passagerer”, siger Molslinjens kommercielle direktør Jesper Skovgaard.
Med det nye stop i Københavns Lufthavn kommer der øget fleksibilitet, og det giver Kombardo
Expressens passagerer mulighed for at sammensætte deres rejse på en ny måde.
Den første tur mellem Jylland og Københavns Lufthavn bliver den 4. april 2022. Billetterne kan
købes på Kombardo Expressens hjemmeside fra i dag.
For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR- og kommunikationschef, Jesper
Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk