Bornholmerne rejste 30 procent billigere end alle andre i 2024
Bornholmslinjen ramte meget tæt de kontrakt-fastsatte gennemsnitspriser i 2024. Det blev endnu et år, hvor de dynamiske priser sikrede bornholmerne billigere rejser end andre.
Bornholmslinjen har netop afleveret de realiserede gennemsnitspriser for den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i 2024. Det blev et år, hvor kun lidt mindre end 80.000 kroner på tværs af alle billetkategorier skilte gennemsnitspriserne fra de mål, kontrakten sætter.
De 79.707,73 kroner indregnes nu i billetpriserne i 2026, som kontrakten foreskriver.
Et nærmere kig på priserne i 2024 viser et år, hvor den dynamiske prismodel sikrede, at bornholmerne rejser billigere end andre rejsende til og fra Bornholm. En analyse viser, at rejsende med bornholmsk postnummer på den mest benyttede billet (alm. lav bil) rejste lige under 30 procent (29,5 procent) billigere i forhold til andre rejsende. I gennemsnit rejste bornholmerne til 341,10 kroner.
Andre rejsende opnåede en gennemsnitspris på 483,92 kroner. Set i forhold til den samlede gennemsnitspris for den alm. lave bil, så rejste bornholmerne næsten 25 procent (24,4 procent) billigere.
”Det betyder jo ikke, at en bornholmsk rejsende ikke kan møde en billet, som kan føles dyr – men set fra et samfundsperspektiv og i et gennemsnit for alle så er en dynamisk prismodel den fordel for Bornholm, som det så ofte før er slået fast. Modellen sikrer bornholmerne billigere rejser”, siger Molslinjens administrerende direktør, Kristian Durhuus.
I 2024 nåede Bornholmslinjen for første gang nogensinde over to millioner rejsende i et kalenderår – og 2025 er kommet godt i gang med en januar hele 9,5 procent bedre end januar 2024 for alle de bornholmske ruter.
For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR & Communications Manager, Jesper
Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk