PRESSEMEDDELELSE MOLSLINJEN

Molslinjen satser på Danmark

24. oktober 2022

Et stigende privatmarked får nu Molslinjen til for alvor at satse på danskernes lyst til at holde
ferie i Danmark. Fra påsken 2023 vil en hurtigfærge blive frigivet på Bornholm og give
mulighed for fire-færge-drift på Kattegat. Det vil blandt andet betyde flere afgange fra både
Aarhus og fra Ebeltoft.

Fire hurtigfærger på Kattegat. Det har været Molslinjens plan siden 2012, hvor de første store
hurtigfærger blev sat ind. Og fra påsken 2023 går drømmen i opfyldelse. Med indsættelsen af
Express 5 på Bornholmslinjens rute mellem Rønne og Ystad bliver en hurtigfærge frigivet på
Bornholm.


”Danskerne bliver i stigende grad hjemme og holder ferie. Derfor stiger privatmarkedet lige
nu, og den vækst vil vi gerne understøtte ved at have fire færger i drift på Kattegat”, siger
Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Den nye færge på Kattegat bliver enten Express 1 eller hurtigfærgen Max. Beslutningen om,
hvilken færge, der skal blive på Bornholm, afventer det kommende valg til Folketinget og en
beslutning i det nye Transportministerium.

Men lige meget hvilken færge, der bliver tale om, vil det resultere i langt flere afgange
mellem landsdelene. Ebeltoftafgange øges fra 294 i 2022 til 656 i 2023 eller 123% i perioden
marts til oktober. Samtidigt frigøres kapacitet til Aarhus, der udvides fra 8430 afgange i 2022
til 8628 afgange i 2023 eller en stigning på 2,3%.

”Det giver op til 32 daglige afgange mellem Jylland og Sjælland. På den måde vil vi kunne
have 45-minutters drift i de perioder, hvor mange gerne vil sejle med. Det vil øge
fleksibiliteten, og de rejsende vil vide, at den næste færge er lige om hjørnet”, forklarer
Jesper Skovgaard.

Molslinjen har omkring jul før haft succes med at sætte fire færger på Kattegat, men fra
torsdag den 30. marts 2023 bliver det for første gang muligt med fire færger i daglig drift.

For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR- og kommunikationschef, Jesper
Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk