PRESSEMEDDELELSE MOLSLINJEN

Molslinjens elfærger bygges i Tyrkiet

29. august 2022

Transportministeriet meddelte torsdag, at Molslinjen havde vundet de to udbud på
besejling af Alslinjen og Samsølinjen. Allerede dagen efter blev der indgået kontrakter på
byggeriet af to nye elfærger med Cemre Shipyard i Tyrkiet.

To års forberedelser hos Molslinjens teknikere nåede sent fredag eftermiddag i København en
foreløbig kulmination, da bestyrelsesformænd fra Molslinjen og Cemre Shipyard i Tyrkiet
fredag satte deres underskrifter på kontrakter om byggeriet af to elfærger til Alslinjen og
Samsølinjen.

Begge kontrakter er betingede af en endelig kontrakt mellem Molslinjen og
Transportministeriet dette efterår.

Underskrifterne blev sat dagen efter, Transportministeriet efter to udbud havde tildelt
Molslinjen de to færgeruter. Molslinjen har i forvejen drevet begge ruter siden efteråret 2018.

De to nye elfærger skal sættes i produktion så hurtigt som muligt. Alslinjens færge skal sættes
i drift til september 2024, mens Samsølinjens færge skal have første tur i januar 2025.

Cemre Shipyard er valg på grund af værftets høje kvalitetsniveau og omfattende erfaring med
at bygge elektriske dobbeltende-færger.

”Det har været en kæmpe opgave for os at forberede dette byggeri og være klar i en meget
urolig og usikker verden, men det bliver samtidig en meget spændende proces, hvor vi
kommer til at tage et meget stort skridt frem mod en grøn omstilling af dansk
indenrigsfærgefart”, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.

På nær få tekniske detaljer bliver de to færger ens. Molslinjen ønsker ikke at offentliggøre
økonomien i de to kontrakter.

For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR- og kommunikationschef, Jesper
Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk