Ta’ på bar i Aarhus
En enkelt, eller dans natten lang
Oplev stemningen på de aarhusianske barer
Hvis du leder efter hyggelige omgivelser, hvor du kan nyde lækre cocktails og danse til den lyse morgen, så er Aarhus det ideelle sted. Her finder du et hav af beværtninger, som byder på forskellige øl, spændende og farverige drinks samt god musik. Barerne er især festlige fredag og lørdag, men du vil også opleve en god atmosfære alle andre dage. Så sejl til Aarhus med MOLSLINJEN, og oplev alt hvad Smilets By har at byde på.
Smag Chartreuse på Lecoq
Lecoq er en ikonisk aarhusiansk bar, som ligger i Graven i Latinerkvarteret. Baren er indrettet som et godt gammeldags værtshus, hvor du stadig kan ryge indenfor, drikke billige øl og spille bordfodbold. Derudover er Lecoq kendt for at servere Chartreuse i lange baner - faktisk er Lecoq den bar i verden, som sælger mest af den franske, grønne likør.
Du har måske hørt om Aarhus-sættet, som består af en Ceres Top og en arnbitter. Denne duo kan fås i de fleste barer i byen, men hvis du er på Lecoq, bør du i stedet bestille et Lecoq-sæt. Så vil bartenderen stille en Ceres Top og et shot Chartreuse foran dig.
Spil bordtennis på Shen Mao
Ved Sankt Clemens Torv finder du Shen Mao, som er en natklub med graffiti på væggene og en helt særlig undergrunds-stemning. Stedet består ikke af mange kvadratmeter, men der er god stemning hele vejen rundt. Her kan du naturligvis købe kolde øl og cocktails og svinge hofterne på dansegulvet. Stedet er dog især kendt for at have et bordtennisbord stående midt i rummet, hvor gæster ivrigt spiller “rundt-om-bordet” i takt til musikken. Alle er velkomne til at deltage i spillet.
Gedulgt byder på unikke, kulinariske oplevelser
Gedulgt er en “skjult” bar i Aarhus, som du finder på Fredensgade. Baren ligger helt anonymt i en baggård, hvor du skal ind ad en grøn dør med et lille vindue. Her er hverken skilte eller andet, som kan afsløre, at du nu træder ind til en unik, gastronomisk oplevelse. Indenfor kan du opleve cocktails, der både er eksperimenterende i deres udseende og smag. Gedulgt har blandt andet en drink ved navn American Beauty, som bliver serveret i et lille badekar.
Se komik på Alberts
På Store Torv tæt ved domkirken ligger Alberts. Her går du ned i en gammel munkekælder fra omkring 1300-tallet, og dermed er det faktisk Aarhus’ ældste kælder. Derfor er der også en helt særlig stemning i de hyggelige lokaler. På Alberts kan du få lidt af hvert, da der både serveres velsmagende cocktails og alverdens lækre specialøl.
Udover at servere lækre drinks, så har Alberts et helt særligt koncept. Baren danner nemlig ramme om standup-arrangementer fra mandag til torsdag samt søndag, hvor aspirerende komikere kommer for at teste deres jokes af på publikum. Nogle gange kan du også være heldig at se en af de etablerede danske komikere på scenen. Hvis du trænger til et godt grin, så er Alberts altså stedet.
Dans natten lang på GBAR
GBAR i Skolegade er en festlig klub, hvor både medlemmer af LGBTQ+-miljøet samt alle andre, der bare ønsker en sjov aften, mødes for at danse. Nogle mener faktisk, at byens bedste dansegulv findes her. På GBAR kan du være dig selv, uanset hvordan du ser ud, eller hvordan du identificerer dig selv, for her hyldes mangfoldighed og diversitet.
Baren er især kendt for sine fantastiske og gennemførte temafester, hvor de fleste gør et stort arbejde ud af udklædningen. På GBAR kan du mærke byens puls, og du får fest og farver hele natten.
Ta’ på Vinstuen - et klassisk værtshus
I Fiskergyde ligger Vinstuen, som er en afslappet og hyggelig bodega med mange år bag sig. Vinstuen er nemlig et af de ældste værtshuse i Aarhus. Tidligere har baren været velbesøgt af slagsbrødre og andre bøller, men nu besøges Vinstuen af både yngre og ældre gæster. Øllene er dog stadig billige og stemningen er i top, og du kan opleve alt fra livemusik til forskellige quizzer i løbet af ugen. Derudover viser baren store sportsbegivenheder, så du eksempelvis kan se landsholdets fodboldkampe på skærmene med en kold fadøl i hånden.
Nyd kolde cocktails på Herr Bartels
Herr Bartels på Åboulevarden er en tidligere fiske- og vildthandler, men i dag er stedet kendt som en cocktailbar med gode drinks og intim stemning. Her ender du ofte med at sidde skulder om skulder med fremmede, så der er gode muligheder for at lære nye mennesker at kende. Stedet er nemlig ikke særligt stort, men hvis du er heldig at få et bord, så vil du opleve den gode stemning, som Herr Bartels er garant for.
Baren tilbyder billige cocktails alle dage, men du kan også være heldig at ramme happy hour, hvor du kan få to drinks for éns pris. I Aarhus behøver en god aften ikke at være en dyr aften.
Kom hurtigt til Aarhus med MOLSLINJEN
Når du tager på ferie i Aarhus, så venter dig der alverdens skønne oplevelser og seværdigheder. Og det bedste er, at din ferie allerede starter, når du sætter dig på færgen. For når du rejser med os, så kan du slappe af fra første øjeblik. På MOLSLINJENs færger er der ingen stress og jag.
Du er hurtigt fremme med MOLSLINJEN, og du undgår tæt trafik og bilkøer. Det kan faktisk ikke blive nemmere. Og hvis du vil gøre din ferie endnu mere overskuelig, så kan du med fordel downloade vores app, hvor du kan se dine bookinger og afgange. Kombardo!
Oftest stillede spørgsmål
Find svar på de oftest stillede spørgsmål.